Shawty På Bloggen

Diagnose: Migræne

Denne måned fik jeg endelig en diagnose på hvad det er jeg har gået og kæmpet med de sidste 10 år: Migræne.

Her er min migræne historie.

Første lægebesøg: 18 år

Jeg oplevede første gang migræne for omkring ti år siden da jeg arbejdede som elev i en skobutik. Dengang vidste jeg ikke at det var migræne og efter et par tilfælde var jeg bange nok til at tage til lægen. Lægen mente det var stressrelateret og der ikke var noget at gøre. Når jeg engang imellem fik det kaldte jeg det altid spændingshovedpine i mangel af et bedre bud. Jeg følte ikke ordet hovedpine var beskrivende nok for den smerte jeg oplevede.

Triggers

Som årene er gået er “spændingshovedpinerne”  blevet mere og mere hyppige og styrken er ligeledes tiltaget. Jeg begyndte til dels at kunne ane nogle mønstre ift. hvornår det kom. Oftes fik jeg det når jeg sad med eksamensopgaver lige før en aflevering. Det betød af når jeg havde allermest brug for at arbejde var jeg ikke i stand til andet end at ligge og ralle på sofaen i stærke smerter. Sad jeg mange timer foran computeren i skolen måtte jeg også nogle gange pludselig tage hjem fordi jeg vidste det kun hjalp at ligge ned (og ikke engang det var en sikker løsning, men mit bedste bud på lindring). Det var temmelig uheldigt i forhold til projektarbejde, når man gik hjem med hovedpine og de andre fortsætte til langt ud på aftenen.

Alverdens hovedpinepiller, muskelafslappende og andre smertestillende virkede ikke.

Men smerterne kom ikke kun når jeg sad stille eller var stresset, de kom også når jeg arbejdede fysisk. Det kunne være noget uskyldigt som rengøring i hjemmet der udløste det. Jeg har flere gange måtte gå hjem fra arbejde og ofte også sygemelde mig dagen efter, da det tit varede natten over og fortsatte op til tre dage i træk. Andre gange kom smerterne dog uden at jeg følte mig stresset eller på nogen måde overbebyrdet, så jeg følte ikke der var noget jeg kunne gøre for at undgå det.

Andet lægebesøg: 28 år

Sidste sommer var jeg til lægen for at høre om de kunne hjælpe mig af med den forfærdelige hovedpine og jeg fik nogle migrænepiller og en hovedpinedagbog med hjem. Lægen sagde at hvis ikke pillerne virkede var det helt sikkert ikke migræne. Efter at have forsøgt med 1 pille uden effekt, droppede jeg derfor den mulighed. Da pillerne var en prøvepakke fra lægen fulgte der ingen indlægssedl med. Havde der gjort det kunne jeg have læst er der nogen gange skal to piller til.

Mit første møde med Relpax var en prøveblister uden indpakning og indlægssedl og jeg tog den derfor ikke korrekt. Dette er min anden pakke, 3 stks = 188 kr !

Dagbogen var jeg ikke god til at udfylde. Jeg var ikke i stand til at skrive mens hovedpinen stod på og bagefter havde jeg glemt hvornår det startede, hvad jeg tog af piller og hvornår det sluttede igen. Dagbogen var derfor ikke særlig sigende og jeg kom ikke tilbage til lægen som aftalt.

Et lille udsnit af hovedpinedagbogen som kan hentes på www.hovedpineforeningen.dk

Jeg fik en kiroprakter til at kigge på min nakke som han knækkede en gang om ugen i en måned, uden resultater af nogen art. Derefter stod projektet med at finde en forklaring på stand by.

Egen eksperimentering og research

Det sidste års tid er det blevet endnu værre end tidligere, hvor jeg får mindst et anfald om måneden. En af vores venner lider af svær migræne og da han hørte at jeg lå derhjemme i stærke smerter, gav han min mand lidt forskellige piller med hjem. Da det viste sig at de rent faktisk gjorde en forskel, begyndte jeg for første gang rigtig at tro på at det kunne være migræne. Pillerne jeg fik viste sig iøvrigt at være Relpax; de selv samme piller som jeg forsøgte mig med året før.

Jeg vidste intet om migræne udover det var noget med stærk hovedpine. Men nu begyndte jeg at læse om det og ret hurtigt fandt jeg frem til at det måtte være det jeg havde. Bogen jeg læste hedder “hjælp jeg har stadig migræne” og er skrevet af Gitte Koldtoft.

Tredje lægebesøg: 29 år

Jeg fik taget mig sammen til at ringe til lægen igen og fik en tid hos en anden læge. Denne gang var det anderledes fordi jeg nu kendte de typiske symptomer på migræne og kunne forklare at de var sådan jeg også oplevede mine anfald.

Lægen var meget enig i min diagnose og jeg har nu fået mine egne migrænepiller som jeg altid skal have på mig hvis der bliver optræk.

Mine nye migrænepiller er stærkere end de gamle og jeg kan starte med en halv pille når noget er på vej. Desuden er der 12 stk i en pakke til kun 55kr !

Jeg er simpelthen så lettet over endelig at have fået en diagnose og at finde ud af at jeg altså ikke er pivet men at der rent faktisk “er noget galt” og at der findes noget der kan tage toppen af smerten (omend man skal vente to timer på det virker!). Men jeg er også lettet fordi at jeg nu jeg ved hvad det er kan jeg også arbejde på at komme det i forekøbet.

Læsestof

Jeg har lånt en bog på biblioteket af Gitte Koldtoft der hedder “Hjælp jeg har stadig migræne“, som jeg varmt kan anbefale andre med migræne eller til dem der har en mistanke om at de har det. Bogen tilbyder ingen mirakelkur idet det desværre ikke findes, men den kommer med gode råd og erfaringer fra folk der selv har migræne. Det er forskelligt hvad der virker på folk, men så har man da et udgangspunkt og kan prøve de forskellige ting af som har hjulpet andre. Det drejer bl.a om kost, kosttilskud, søvn, og bevægelse.

Bogen her har allerede været en kæmpe hjælp for mig.

Men det handler i høj grad også om at kende sine begrænsninger. Migræne er ikke et kæmpe handicap, men den gør alligevel at man bliver nød til at skrue ned for tempoet, også når man i virkelighede har lyst til at skrue op. Det kan blive et social handicap da man ofte må skuffe folk omkring sig.

Forfatteren til bogen lider selv af migræne og ved lige præcis hvor mange timer om dagen og hvor mange dage om ugen hun kan arbejde uden at hun tricker et migræneanfald.

Selv har jeg også oplevet at jeg typisk får migræne i forbindelse med lange vagter. Det har jeg nu taget konsekvensen af og skåret enten toppen eller bunden af alle mine lukkevagter. Det betyder at jeg har færre hele fridage og at der kommer nogle små korte vagter der hedder 7.45-12. Ligeledes har jeg fået flyttet rundt på nogle fridage så jeg aldrig arbejder seks dage i træk og altid får en pause efter en lang weekend.

Det kan da godt irritere mig når uret ringer onsdag morgen hvor jeg plejer at have fri og jeg ved jeg kun skal på arbejde i fire timer. “Hvis bare jeg havde taget mig sammen i går så kunne jeg have sovet længe i dag”. Men jeg ved jo godt at resultatet kunne have været at jeg var gået tidligt hjem med migræne. Eller også havde jeg holdt ud og skyndt mig hjem og ligge på langs så snart jeg havde fri, kun for at bruge hele natten i smerter og evt. måtte sygemelde mig dagen efter.

Så selvom jeg synes jeg har energi nok  til at klare en lang vagt, er det bare ofte at min krop fortæller mig (på højst smertefulde vis) at det kan den altså ikke alligevel. Det prøver jeg nu at lytte til ved at ligge noget luft ind i min hverdag og huske at holde pauser. Og gudskelov for at min chef er så fleksibel og forstående at det overhovedet er muligt !

Det at jeg arbejder flere men kortere vagter har faktisk allerede haft en sidegevinst. Når jeg er på arbejdet oftere er det ikke lige så meget der kan nå at hobe sig op, så man føler man altid er bagud når man starter. Jeg har bedre mulighed for at være på forkant med tingene med mit nuværende skema og det gør  at jeg stresser mindre når jeg er der. Jeg kan bedre sige til mig selv at jeg ikke behøver sprinte hele tiden for at komme fra a til b, for jeg er jo med !

Jeg forsøger at gøre det samme i min fritid så jeg f.eks. ikke flyver hjem fra arbejde og begynder at svinge med kødgryderne, men at jeg lige sidder og slapper af i ti minutter først. Hvis manden så er hundesulten må han gå i gang uden mig også selvom jeg egentlig har det godt på det tidspunkt. Det er lidt svært for mig da jeg udover migræne lider af behagesyge ! Det er noget helt nyt at jeg prøver at give mig selv nogle pauser i min dagligdag og at jeg er blevet meget mere tilgivende overfor min krop.

En god gåtur med masser af frisk luft er også sundt for migrænehjernen. Her er jeg en tur i skoven.

Jeg er trods alt kun 29 år og det har ofte været en svær kamel for mig at sluge at jeg simpelthen ikke kunne klare at det gik for stærkt på arbejdet eller studiet. Det har gjort lidt ondt i stoltheden må jeg nok indrømme. Min tidligere (og højt værdsatte) chef sagde altid til mig at jeg skulle være bedre til at passe på mig selv. Det har jeg ikke altid været god til og var det bestemt heller ikke i mit tidligere job, lige meget hvor ofte hun sagde det. Men det betød ikke at jeg ikke lyttede for jeg hører hende faktisk stadig sige det hver gang jeg skal til at gøre noget jeg ikke føler jeg kan. Efter at have læst andres erfaringer og hvor stor en betydning tempo har haft for deres migræne, tør jeg også godt at tage det alvorligt at min migrænehjerne altså kommer med nogle begrænsninger.

Jeg har jo som sagt set mønstre i anfaldene før men har aldrig gjort noget ved dem. Har mest set dem som: “typisk det lort skal komme når jeg er mest travl “. Men det var jo ikke noget tilfælde og hvis jeg vil have at anfaldene skal være færre bliver jeg nødt til at agere anderledes.

Det er lidt af en omvæltning da jeg nu også er lidt varsom med hvornår jeg laver aftaler og hvor mange. Jeg håber jeg kan finde en balancegang der også er socialt acceptabel og at min omgangskreds vil forstå hvorfor jeg kan være modstræbende overfor at lave aftaler i hverdagen eller i weekender hvor jeg arbejder.

Før jeg læste bogen havde jeg aldrig tænkt pauser som et værktøj mod migrænen så  det har virkelig været en øjenåbner og jeg skal nu til at arbejde aktivt med og samtidig forsøge at acceptere at det er sådan det må være fremover. Det betyder ikke at jeg har mindre energi end så mange andre mennesker, blot at min energi fungerer anderledes og at jeg skal have tid til at lade op.

Jeg er overbevist om at både min nuværende og alle tidligere arbejdspladser ved at jeg får ting gjort når jeg først går i gang. Men som Koldtoft så elegangt udtrykker det er jeg bare ikke en marathonløber, men en sprinter ;)

 

Se også:

Posted under: På Tasterne

Tagged as: , , , , ,

2 comments

  • Hejsa
    Kan godt forstå at du er glad, for endelig at have fået en diagnose, der er dog en ting der undrer mig, og det er at du skriver at dine Sumatriptan er to timer om at virke, på mig virker de på ca 20-30 minutter. Desværre får jeg nogle bivirkninger af dem, får kvalme og ondt i maven. Men ALT er bedre end at have ondt i hovedet.
    Jeg har lidt af migræne siden jeg var 13 (det er så lige 33 år, det er sgu længe) dengang var triptanerne ikke “opfundet” endnu, så man kunne kun få nogle piller der hed Gynegen, og de hjalp næsten ikke.
    Til slut et par, gode, råd: Jeg har migræne 10-12 gange om måneden, og har haft stor glæde af en såkaldt “Migra-cap”, det er en hætte, som man opbevarer i fryseren, og når så det føles som om ens knold er ved at eksplodere, så er det bare skønt at gå i seng, og tage den på, der er så man kan trække den ned over øjnene, og der er lavet huller, så man kan trække sit, lange, hår ud. Og nej, jeg får ikke reklamepenge ;-).
    Til slut vil jeg opfordre dig til evt at kigge på FB migræne-grupper, der er mange gode råd.
    Mvh. Mie
    miemail67@gmail.com

    • Hej Mie,

      Tak for tipsene – har tilmeldt mig lidt forskellige grupper på Facebook :)

      Sumatriptan virker bare ikke på mig så jeg har droppet dem helt. Jeg er til gengæld kommet på betablokkere hvilket har hjulpet meget og så har jeg fundet ud af at det virker at tage 800mg ibuprofen hvis jeg tager det i opløbet. Førhen ventede jeg altid med pillerne til der helt sikkert var et udbrud, men da hjalp pillerne aldrig. Så timing har altså også noget at sige.

      Interessant hætte ting – den vil jeg lige kigge lidt på.

      Pøj pøj med din migræne :)

      /Sanne

Leave a Reply